torsdag den 3. september 2009

Library Thing dot com

Det er næppe en side, jeg vil bruge særlig hyppigt, da jeg ikke læser særlig mange bøger, men nu har jeg oprettet en profil for ligesom at se, hvad det er for noget. Jeg har tilføjet 3 bøger, som jeg tænker, jeg vil skrive lidt om her på bloggen: Knoglernes Tjener af Anne Rice, Engle & Dæmoner af Dan Brown og Morten Ramslands Hundehoved.
Knoglernes Tjener fik jeg anbefalet af en klassekammerat, Majbritt, fra HF tilbage i 2004. Majbritt er vild med Tolkien, Harry Potter, vampyrer, rollespil og alt det shizzle. Det er jeg til gengæld ikke, men til trods for bogens mange fantasy-elementer (mumier m.m.) var det en bog, der fangede mig. Måske elsker jeg i virkeligheden fantasy-genren, eller så er det pga. det faktum, at bogens handling, så vidt jeg husker, tager læseren med på en tidsrejse gennem flere tusinde år i en ikke-virkelighedsfjern verden og giver indblik i gamle kulturer og faktiske begivenheder. Det kan en mumie og dommedagsprofetier ikke ødelægge.
Engle & Dæmoner kender I nok. Jeg er kun nået halvvejs, men bestod min fritid ikke af at læse Library 2.0, Chowdhury og andet faglitteratur, og manglede jeg ikke lidt overskud, så var jeg nok for længst gået i gang med næste skud på stammen fra Dan Brown. Guddommeligt.
Men næste projekt bliver nok Hundehoved. Jeg købte den for et par år siden som fødselsdagsgave til min mor, men da det viste sig, at hun allerede havde et eksemplar, kom den hjem på min hylde, hvor den siden har samlet en frygtelig masse støv.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar